Sardinien

Sardinien, Italiens vilde og smukke næststørste region (efter Sicilien i størrelse), flyder i det vestlige Middelhav 200 km fra det italienske fastland som en verden for sig selv – en ø med 1,6 millioner indbyggere med sit eget særprægede sprog (sardisk/sardu, anerkendt som et selvstændigt romansk sprog), over 7.000 mystiske nuraghi-stentårne fra bronzealderen, som ikke findes andre steder på jorden, og nogle af Europas mest spektakulære strande med vand så klart og turkisblåt, at førstegangsbesøgende ofte forveksler billeder herfra med Caribien. Øens 1.850 km lange kystlinje rummer en forbløffende variation: Costa Smeralda (Smaragdkysten) i nordøst tiltrækker milliardærer og superyachter til Porto Cervos eksklusive strandklubber, mens Orosei-bugten på østkysten gemmer på uberørte bugter – Cala Goloritzé (et beskyttet naturmonument med en 143 meter høj kalkstenssøjle), Cala Luna og Cala Mariolu – der kun er tilgængelige med båd eller via krævende vandrestier gennem Supramonte-bjergene. Sydpå finder man lange sandstrande ved Chia og Villasimius med turkisblåt lavvande, der er perfekt til børnefamilier, mens øen La Maddalena (som kan nås med en 20-minutters færgetur fra Palau) udgør en nationalpark af lyserøde granitøer og krystalklart vand.

Bag strandene afslører Sardiniens indre en helt anden ø: de barske Gennargentu-bjerge, hvor hyrder stadig passer deres flokke i et landskab af korkege-skove, vildsvin og gamle hyrdetraditioner; Barbagia-regionen centreret omkring Nuoro, hvor den sardiske identitet stikker dybest, og traditionelle festivaler (herunder de hjemsøgende Mamuthones-karnevalsmasker fra Mamoiada) bevarer førkristne ritualer; og tusindvis af nuraghi – de mystiske bikubeformede stentårne bygget mellem 1900–730 f.v.t. af den nuragiske civilisation, med Su Nuraxi di Barumini (UNESCO-verdensarv) som det mest imponerende og udgravede eksempel. Det sardiske køkken skiller sig markant ud fra det italienske fastland: porceddu (spidstegt pattegris smagt til med myrte) er øens signaturret, culurgiones er håndlavede pastapakker fyldt med kartoffel, pecorino og mynte, lukket med en indviklet hvedeaks-foldning, pane carasau (papirtyndt sprødt brød bagt siden yngre stenalder) ledsager ethvert måltid, og bottarga (tørret multrogn, 'havets guld') rives over pasta på en måde, der kan måle sig med enhver trøffelret.

Øens Cannonau-vin (Grenache) er central i den lokale kost og, ifølge nogle forskere, årsagen til den bemærkelsesværdige levetid i Sardiniens 'Blue Zone'-samfund i Barbagia – en af fem regioner i verden, hvor folk lever målbart længere. Cagliari, den elegante hovedstad i syd, kombinerer et dramatisk gammelt kvarter på en bakketop (Castello) med en livlig havnefront, mens Alghero på nordvestkysten bevarer katalansk arkitektur og sprog fra det middelalderlige aragonske styre. Besøg øen i maj–juni eller september–oktober for varmt badevand (24–28°C) uden augusts ekstreme menneskemængder og priser – juli og august er varme (32–38°C) og fyldt med italienske og europæiske feriegæster, hvilket får priserne til at stige med 50–100 %.

En lejebil er uundværlig – den offentlige transport er begrænset, og øens bedste oplevelser kræver fleksibilitet til at opsøge skjulte bugter, bjerglandsbyer og agriturismo-gårde langs vejen, der serverer festmåltider under vinoverdækkede pergolaer.